"Det er ligesom at få kontakt til en gammel ven, man ikke har snakket med i mange år. Det er virkelig fedt!"

Navn: Helle Røhl

Beskæftigelse: Delegated QP, ALK

Helles høretab kom snigende gradvist gennem årene. Hun har været opmærksom på, at et høretab kunne ramme hende, da hendes far i en alder af 65 år momentalt mistede hørelsen og derfor fik høreapparater. De ligner hinanden på mange måder – tandsæt, adfærd og udseende, så Helle har været meget bevidst om, at det på et eller andet tidspunkt også ville være tid til at få høreapparater for hende.

Det gik for alvor op for Helle, at det var tid til at få høreapparater, da hun oplevede, at hun ikke fik alt med, der foregik på arbejdet: ”Jeg oplevede på arbejde, at der nogle gange blev sagt nogle ting, hvor jeg tænkte, ’har jeg hørt det?’, ’har de sagt det til mig?’ Det med, at jeg begyndte at opleve, at der sker noget, som vi har snakket om uden, at jeg kunne genkalde det – det var en rigtig ubehagelig følelse. Herfra begyndte jeg også at lægge mærke til, at jeg oftere sagde ’hvad’ eller bad andre om at gentage sig.”

Det er ikke kun Helles far, som hun tæt på sig, der har et høretab. Helles gode veninde har også et høretab. Hun har svært ved at opfange, hvad Helle siger, når de spiller golf, og derfor lukker Helle bare af. De spiller næsten uden at kommunikere, og det synes Helle er rigtig ærgerligt. Derfor var hun fast besluttet på, at der ikke var nogen, der skulle opleve det samme med hende. Kort efter slog Helle på sømmet, da hun var sammen med hendes gode ven, Ole, som er kendt i høreindustrien. Han fortalte, at ’hørelsen’ er det eneste organ, som kan vokse, hvis man stimulerer det. Her talte han selvfølgelig om hjernen. Han fortalte hende, at man opfanger lyden med ørerne, men det er hjernen, der giver lydene mening. Når der ikke kan komme lyd ind til hjernen, så lukker hjernen ned. Det ramte plet hos Helle, som den videnskabelige orienteret person, som hun er: ”Det var lige noget, hvor jeg tænkte – ’det der, det skal ikke være mig, min hjerne skal ikke lukke ned, og jeg kunne gøre noget ved det.’ Jeg kunne egentligt godt klare mig i hverdagen, og jeg synes ikke, at jeg blev så sønderligt generet. Men det var nu, at jeg skulle sætte inde, hvis jeg skulle have effekt af det. Jeg har en livsfilosofi om, at jeg gerne vil leve et langt og lykkeligt liv. Det kan man være med til at planlægge, og det at få høreapparater skal drive mig i den retning. Jeg måtte simpelthen investere i det. Derfor er jeg heller ikke gået på kompromis med, hvilken slags høreapparater, jeg ville have. Jeg vil have de bedste.”

Helle havde planer om at cykle Fredensborg rundt i sommer, og til det havde hun et ønske om at investere i en cykelhjelm eller en høvding. Behovet kom af, at hun simpelthen ikke kunne høre, når der kom elcykler bagfra og overhalede hende, og det gjorde hende forskrækket: ”Elcyklerne kom lynhurtigt forbi mig. Normalt ville jeg have meget længere tid til at registrere dem, men fordi de kommer så hurtigt, så havde jeg kun et par meter til at registrere og reagere på, at de kom bag mig. Og min skræk var, at jeg ville blive forskrækket, og jeg ville komme til at dreje hjulet og falde og slå mig. Efter jeg har fået høreapparater, er jeg ikke usikker på, om jeg kan høre dem mere. Nu har jeg fuld tiltro til, at det gør jeg. Nu kan jeg også fornemme, at de kommer. Så jeg er blevet en bedre cykelist. Høreapparaterne giver mig tiltro til, at det, som jeg før var bange for eller ked af, at jeg ikke kunne høre, det kan jeg høre nu. Jeg føler virkelig, at jeg har vundet i lotteriet, det må jeg bare sige. Det er alle pengene værd!"

Helle har to hunde, og når hun går tur med dem, så har hun nogle gange eksperimenteret med at slå høreapparaterne fra og til igen. Når hun gør det, kan hun tydeligt mærke, hvad høreapparaterne giver hende: ”Når jeg går tur med hundene, og jeg slår høreapparaterne fra, så kan jeg fornemme hvilke fugle og andre lyde, som jeg ikke kan høre. Og det er helt utroligt, det er virkelig livsbekræftende at kunne slå dem til igen. Det er ligesom at få kontakt til en gammel ven, som du ikke har snakket med i mange år. Det er virkelig fedt.”

Helle fortæller videre, at hun ikke ville nå dertil, hvor folk omkring hende opgav at tale med hende, fordi hun ikke kunne høre, hvad der blev sagt. ”Jeg er glad for, at jeg ikke nåede dertil, hvor andre siger – ’jamen hun hører jo alligevel ikke’. Nu kan jeg til gengæld godt synes, at nogle af mine ældre kollegaer snakker sindssygt højt,” siger hun grinende og fortæller videre: ”Og det er jo selvfølgelig fordi, at jeg får flere input. Nu fanger jeg alle detaljer, og jeg fanger også de ting, som ikke går direkte til mig. Så jeg hører nogle flere ting, som egentlig ikke er tiltænkt mig. Så kan man spørge sig selv, om det forstyrrer min daligdag – nej, det gør det ikke. Det er livsbekræftende. Jeg føler virkelig, at mine høreapparater er et ekstra sikkerhedsnet, som jeg har fået spændt ud under mig.”

Ligesom mange andre har Helle i år skulle vænne sig til nye omstændigheder med mere hjemmearbejde. Det har betydet, at de fysiske møder er blevet skiftet ud med digitale møder på Teams, og det har haft sine udfordringer: ”Jeg var vant til at tale højt, når vi havde møder på Teams. Jeg synes, at det var fordi, at forbindelsen var dårlig. Indtil en af mine kollegaer spurgte mig, hvorfor jeg ringede, når jeg lige så godt bare kunne åbne vinduet og råbe. Det er jo et udtryk for, at jeg talte virkelig højt. Men det er blevet bedre nu. Når vi sidder i møder online, så ville jeg normalvis tage telefonen op til øret, men det gør jeg ikke mere. Nu taler jeg bare til den. Det er en fornøjelse. Når vi sidder hjemmefra og kobler op, så får jeg nu også lavet lidt smalltalk med mine kollager. Man kan heller ikke se dem på samme måde. Man har kun hørelsen tilbage, så derfor får jeg virkelig en oplevelse af, at jeg får mødet tættere på, og det stortrives jeg med. Jeg er vild med det, kan jeg jo godt sige. Jeg kan bedre lytte, jeg kan bedre høre, og så kan jeg faktisk stille nogle bedre spørgsmål, og så kan jeg faktisk bedre hjælpe mine kunder.”

Helle er ikke i tvivl om, at hun vil anbefale alle at gøre noget ved et høretab før end senere: ”Det, at din hjerne lukker ned, hvis den ikke bliver stimuleret, at den simpelthen skrumper, det er jo det bedste argument for at gøre noget ved det før end senere. Det er aldrig for sent, men jo før du kommer i gang, jo mindre når man at tabe. Det er sådan et vigtigt argument. Vi er jo i dag så fokuseret på at være fit. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil leve til, at jeg bliver 100 år. Jeg vil gøre det, der skal til for at hjælpe mig derhen. Det må der være mange, der har et ønske om. Det at have sin hørelse er bare så vigtigt for, at man ikke bliver koblet ud på et sidespor.”

Oplevelsen hos Audika

”Jeg er ikke stokdøv, men jeg fik at vide, at jeg ville have gavn af høreapparater, og jeg må sige, det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i år. Jeg talte først med nogle søde, søde mennesker. Jeg bestilte tiden, men jeg var faktisk lidt presset på tid den dag, og det sagde jeg inden. Men da jeg kom derned, så var det hele klart. Jeg blev testet, og så gav han mig høreapparaterne på. Og så kunne jeg bare gå derfra med den største gevinst, som jeg har oplevet længe. Normalt når man køber briller eller lignende, så går der 14 dage til problemet er løst, men nu fik jeg det ordnet indenfor en time. Det her er helt utroligt! Jeg fik lagt et program ind, så jeg kunne styre det på telefonen, og det har simpelthen været så fantastisk. Det har virkelig gjort en forskel. Den service, man får, er bare super. Hvis jeg har et spørgsmål, så kan jeg bare ringe, og hvis jeg ikke lige kan komme fysisk ned i klinikken, så kan de bare klare det via fjernstyring. Det er så smart. Hørespecialisten, jeg var ved, har en anden gevinst, og det er, at han selv er høreapparatbruger. Det giver jo noget, fordi du ved, at du sikker på at snakke med en mand, som ved, hvad han snakker om. Han går ind og relaterer til sine egne erfaringer, og det var lige det, jeg havde brug for, da jeg stod der og vidste ingenting. Han er sindssygt troværdig, fordi du ved, at han er nødvendig bruger. Han har haft høreapparat, siden han var ung. Han ved lige nøjagtig, hvor udfordringerne er. Det har man brug for.”