Billedet viser et bord, hvor der står et sæt genopladelige høreapparater i bordopladeren.
Blog

International Høredag 2022

BidragAudika

03-03-2022 00:00:00

Til internationale høredag d. 3. marts stiller det danske hørecenter Audika skarpt på høresansen. En ny undersøgelse viser, at kun 18% af danskerne mener, det er vigtigt at beskytte sig mod høretab.

Mens danskerne flittigt bruger penge på alt fra vitamintilskud til fitnessabonnementer for at sikre et godt fysisk og mentalt helbred, lytter vi sjældent til ørernes behov. Det viser en ny YouGov-undersøgelse, hvor kun 18% af danskerne siger, at høretab er én af de vigtigste ting at beskytte sig mod. Derfor markerer alle Audikas hørecentre Internationale Høredag den 3. marts og stiller skarpt på høresansen.

Hver sjette dansker lider af et høretab, men det er sjældent, at vi tænker over vores hørelse. Det understøtter de nye tal, der viser, at kun 10% af danskerne sætter god hørelse i deres top tre over ting, der sikrer en høj livskvalitet. I stedet prioriterer vi godt syn, rejser eller personlig udvikling højere.

”Det er bekymrende, at danskerne vægter rejseoplevelser og personlig udvikling højere end én af vores vigtigste sanser. Selvom 800.000 danskere dagligt oplever problemer med hørelsen, er andelen, der faktisk får taget en høretest, ganske lille. Særligt hvis vi sammenligner med, hvor gode folk er til at gå til tandlægen eller få taget en synsprøve. Det vil vi gerne sætte fokus på og invitere lokalsamfundet forbi til en snak,” siger Dorte Andersen, general manager hos Audika.

En åben invitation til bedre hørelse

Den 2. og 3. marts skærper alle Audikas hørecentre fokus på høresansen i anledning af høredagen. Audikas lokale hørespecialister åbner dørene til deres hørecentre og byder på kaffe og en gratis hørekonsultation ved tidsbestilling. Derudover er det muligt at få en uformel snak og gode råd til, hvordan man bedst passer på ørerne.

”Høresansen bliver ikke prioriteret i samme grad som andre sanser. Det er problematisk, da alle undersøgelser viser, at hørelsen har afgørende betydning for vores livskvalitet. Der er mange fordele ved at få behandlet sit høretab, det kan blandt andet mindske risikoen for at udvikle alvorlige sygdomme som demens og depression,” siger Dorte Andersen.

World Hearning Day markeres hvert år i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen WHO for at skabe opmærksomhed på hørelsen, og hvordan man forebygger høretab.

”Vi vil gerne gøre god hørehygiejne lige så naturligt som et besøg hos tandlægen. En gratis høretest tager kun få minutter og kan vise sig som en rigtig god investering,” siger Dorte Andersen.
Læs mere her eller grib din lokale avis, hvor mere information herom er at finde: 

Avisen.dk: https://www.avisen.dk/danskerne-lytter-ikke-til-deres-oerer_682779.aspx