Spring til hovedindhold

Hvad er Ménières sygdom?

Ménières sygdom er en tilstand, der påvirker det indre øre og medfører anfald af svimmelhed og høretab – herunder tinnitus. Man mener, at symptomerne skyldes en øget mængde væske i det indre øre, og tilstanden er progressiv. Det er almindeligt, at personer med sygdommen har perioder uden symptomer mellem anfald, og du bør kontakte din læge, hvis du oplever tilbagevendende svimmelhed, balanceproblemer eller tinnitus.

Høretab kan skyldes mange forskellige faktorer, herunder udsættelse for høj støj, genetik og sygdom. Ménières sygdom er én af de tilstande, der kan føre til høretab, og hvis du eller en, du kender, er berørt af dette, kan det være en hjælp at forstå mere om sygdommen. 

Her finder du vores guide til Ménières sygdom – herunder symptomer og mulige behandlingsformer. Hvis du er berørt af tilstanden, bør du tale med din læge eller en hørespecialist om de bedste muligheder for behandling. Forskellige løsninger kan være gavnlige i forskellige situationer, så det er en god idé at undersøge dine valgmuligheder så grundigt som muligt.


Hvad forårsager Méniere’s sygdom?

Ménières sygdom kan være arvelig, og symptomerne kan blive forværret af stress. Følgende kan også være årsager til Ménières sygdom:

  • Øget tryk i den endolymfatiske sæk
  • Kemiske ubalancer i væsken i det indre øre
  • Visse virusinfektioner
  • Hovedskader
  • Ændringer i blodforsyningen til øret
  • Unormale immunreaktioner

Hvordan behandler man Ménières sygdom?

Der findes i øjeblikket ingen kur mod Ménières sygdom, men følgende kan hjælpe med at håndtere symptomerne og få hverdagen til at fungere bedre:

Kostændringer: Visse fødevarer kan forværre symptomerne ved Ménières sygdom. Det menes, at en natriumfattig kost kan hjælpe ved at reducere væskeretention i kroppen. Det indebærer at skære ned på tilsat salt samt på forarbejdede fødevarer, som ofte indeholder meget natrium.

Medicin: Medicin ordineres ofte for at reducere intensiteten og hyppigheden af kvalme og svimmelhedsan­fald. Der kan også gives vanddrivende medicin, som skal hjælpe med at regulere saltbalancen i kroppen og væskeniveauet i det indre øre. Medicin kan have bivirkninger og passer ikke til alle, så du bør drøfte mulighederne med din læge.

Vestibulær rehabiliteringsfysioterapi: Vestibulær rehabilitering, også kaldet balancetræning, kan være en hjælp til at håndtere den svimmelhed, som Ménières sygdom forårsager. Gennem specifikke øvelser kan behandlingen ændre den måde, hjernen bearbejder balanceinformation på.

Operation: Nogle personer med svære svimmelhedssymptomer tilbydes kirurgisk behandling for at kontrollere disse. Der findes flere forskellige typer operationer, og du vil få rådgivning om, hvilke muligheder der er mest relevante i din situation.

Kognitiv adfærdsterapi og rådgivning: Kognitiv adfærdsterapi og psykologisk rådgivning kan hjælpe personer med Ménières sygdom med at håndtere både symptomerne og den isolation eller belastning, der ofte følger med tilstanden. Disse metoder kan være meget nyttige, og du kan tale med din læge om mulighederne for at få adgang til dem.

Hvis du er i tvivl, om du hører, som du burde, så bestil en gratis høretest i dit lokale Audika Hørecenter. Audika er Danmarks største kæde af Oticon-certificerede hørecentre og dækker hele landet. 

Bestil en GRATIS høretest